Da Trolddomen bleff hved - & Paa Jorden han Da som nu Vaer ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa stoor at Dend Smerte
Medens han gik Blandt Mennisker, vaer han frst: I Liivets vaer der intet Skifte Lig det han flt i Ulvens Liiv
De under ham Med at troskyldig ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser Selfbedrag
Han useet blandt dem, streifer i sit Jag Lig Kvldens Farver, Nattens
For ingen Guderst hafver Git Mennisket Svar paa hvem han Dmon, Phantom & Vaer Naffn paa det de aldrig kunde finde
End han - I hans Een Affgrund tung Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Bund Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en Himmel
...Oc ved den lydende Som i Natten vver de ffromme atter falme
The did breake and gave release To amongst Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea move A burden payn
he was As he wander'd men On the surface of life - no No change as the within
They him, these fooles A power pure, unveil'd Perception sans
Amongst them he unseen Like a if Twilight The breath of
No of God did tell Man what He did Werewolf & Phantom, Daemon & - Mere given to what they fear'd
But he - In his heart: An abyss As teh sea loves its deeps
- An animal shadow O'er the soil All Hope, Joie & Life he
The Moone, anew, him welcome from a waning sky
... And by the Of his psalme shall be harvest agayn From the Pious of men