Da Trolddomen bleff - & need Paa han svved: Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa stoor at Dend Smerte
han gik omkring Blandt Mennisker, vaer han skuffed I Liivets vaer der intet Skifte Lig det han hafvde flt i Liiv
De trller ham Med at troskyldig ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser uden
Han gliider useet dem, streifer i sit Jag Lig Kvldens Farver, Aandedrag
For ingen Guderst hafver Git Svar paa hvem han skiulede Dmon, & Varulv Vaer kund paa det de aldrig kunde finde
End han - I Hirte: Een Affgrund tung Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Vintrens Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, ham fra en sunken Himmel
...Oc ved den Midnattssalme Som i Natten vver Skald de atter falme
The did breake and gave release To hours amongst But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A approaching payn
he was As he with men On the surface of - no change No change as the within
They him, these fooles A power pure, nature Perception delusion
Amongst he walks unseen Like a if Twilight The of Night
No voice of God did Man what He did & Phantom, Daemon & Beast - Mere names given to what fear'd
But he - In his heart: An unfathomable As teh sea Which loves its
- An animal crawling O'er the wintry All Hope, & Life he slayes
The Moone, anew, Bids him from a waning sky
... And by the Of his midnight shall be harvest agayn From the Pious of men